Sikkerhedsline i havet
|
Flydeliner indvies på Thorsminde Strand
Flydeliner og redningskranse skal give større tryghed og sikkerhed for badegæsterne
Hvert år drukner badegæster ved strandene langs Vesterhavet. Men nu bliver der større tryghed og sikkerhed for turister og andre badegæster ved stranden i Thorsminde.
Stranden forsynes med flydeliner og flere redningskranse.
Flydelinerne udlægges mellem de to moler og parallelt med molerne. På den måde bliver stranden et kæmpemæssigt afgrænset ”badebassin”. Badegæsterne kan så gribe fat i linen og vente på hjælp, hvis strømmen tager fat i dem. Dermed er der mindre risiko for, at badende driver til havs og drukner, eller at strøm og bølger kaster dem ind mod molerne.
- Flydelinerne blev afprøvet på stranden i maj, og det gik rigtig godt. Vi betragter opsætningen som et forsøg her i 2010, så vi kan se, om de virker efter hensigten. Men vi er overbeviste om, at flydelinerne gør det mere sikkert at være badegæst i Thorsminde, og det er det primære formål. Vi håber selvfølgelig også, de medfører, at der kommer endnu flere turister og andre badende på stranden, siger borgmester H. C. Østerby.
Idéen med at udlægge flydeliner kommer fra havnechefen i Thorsminde, Leif Jensen, og forsøget har stor bevågenhed. Planen er at montere flydelinerne hver sommer og tage dem ned om efteråret. Det samme gælder de redningskranse, der sættes op langs stranden.
Forsøget er resultatet af et samarbejde mellem Thorsminde Borgerforening, LAG Holstebro, Farvandsvæsnets Kystlivredningstjeneste, Nordsø Trawl, Trygfonden og Holstebro Kommune. Borgerforeningen, LAG og kommunen har finansieret projektet.
Fakta om Thorsminde Strand • Thorsminde er en sandstrand med klitter og blåt flag. • Stranden har en handicap-sti, hvor gangbesværede og kørestolsbrugere kan komme tættere på vandet. • Lige ved stranden er der både p-pladser, offentlige toiletter, restaurant, kiosk og grill m.m. • I umiddelbar nærhed er der også campingplads, havn, Strandingsmuseum Sct. George m.m.
|
|
|